Menu

IF Lyseng er godkendt som DBU Børneklub

image
RGT
16. marts 2022 kl. 17:38
I IF Lyseng er børnespillere mindst lige så vigtige som alle andre medlemmer. Og nu kan vi tilmed kalde os DBU Børneklub.

IF Lyseng er en af de første klubber i både Jylland og Danmark til at få titlen som DBU Børneklub. Og det er der mange gode grunde til.

I flere år har IF Lyseng nemlig haft stort fokus på børneårgangene i klubben. Der er struktur og ansvarlige for årgangene, og alle spillere har mulighed for at træne tre gange om ugen. Der bliver med andre ord gjort rigtig meget for miljøerne på børneårgangene.

Et stærkt signal
IF Lyseng er en stor klub, og derfor har klubben to børneudviklingstrænere: Christian Lehmann og Ulrik Bjerre. De to har det overordnede ansvar for henholdsvis drengene og pigerne op til U12-årgangene. At vi i IF Lyseng er blevet DBU Børneklub, dækker både over pigerne og drengene.

Christian Lehmann, der er børneudviklingstræner for drengene, sætter nogle ord på, hvad det betyder at få certificeringen:

- Det er et stærkt signal til både nuværende og kommende medlemmer, at vi arbejder rigtig hårdt for gode miljøer på børneårgangene. Det har vi gjort længe – også før min tid. Så det er ikke noget nyt, men det er uden tvivl en stor cadeau til os som klub, og ikke mindst alle de mennesker, der er involveret i børnefodbolden i Lyseng.

En glad formand
H.C Hansen, IF Lysengs formand, er også glad for prædikatet og sender straks rosen videre:

- Vi sadlede jo lidt om for nogle år siden og satte større fokus på de yngste. Marc Søballe (nuværende ungdomsudviklingstræner red.) har taget et kæmpe læs og været initiativtager på mange af de ting, vi gør i dag, fortæller han og fortsætter:

- Så kæmpestor ros til alle dem, der beskæftiger sig med børnefodbolden på både pige- og drengesiden. Vi går uden tvivl en lys fremtid i møde.

Hvorfor er IF Lyseng nu en DBU Børneklub?
For at man kan blive DBU Børneklub, skal man kort fortalt opfylde fire kriterier. De fire kriterier, som IF Lyseng opfylder er, at

  • Vi prioriterer børnefodbolden både økonomisk og organisatorisk
  • Vi har tilsluttet os og efterlever DBU’s børnesyn
  • Vi har tilknyttet en kontraktlig forpligtet børneudviklingstræner (vi har to i IF Lyseng)
  • Vi har en nedskrevet og vedtaget børnepolitik

Hvad er DBU Børneklub?
DBU Børneklub er for de klubber, der ønsker at gøre noget særligt ud af børnefodbolden i klubben, og som derfor ønsker at samarbejde med DBU om at løfte børnemiljøet i deres klub. DBU Børneklub er et led i DBU’s børnestrategi, som du kan læse meget mere om her.

Information om cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikke videre på siden, accepterer du vores brug af cookies
Luk